For håndbryggeren, der gerne vil lære mere om øllets råvarer, er det oplagt at tilegne lidt af køkkenhaven til et par af de imponerende og højtvoksende humleplanter. Med udgangspunkt i forfatterens egne erfaringer giver Håndbryggerens Bog om Humle indsigt i humlens historie og praktiske anvisninger til, hvordan man kommer i gang med humledyrkningen.
Jeg havde helt ærligt ikke troet, at jeg skulle se en bog på dansk om humledyrkning. Ofte siger man, at den nordlige grænse for, hvor man kan få et fornuftigt udbytte af planten med de bitre smagsegenskaber, befinder sig et sted i Nordtyskland. Men Håndbryggerens Bog om Humle sætter sig for at gøre dette udsag til skamme. Med oprejst pande – og en række nedslag i statistikken om klima og vejr – besvarer bogen spørgsmålet om, hvorvidt humledyrkning er muligt i Danmark med et rungende ja!
Der er nok ingen, der tør drømme om, at humle nogensinde vil blive dyrket i Danmark i en skala, der bare minder om det, man finder i Tyskland. Men forfatterens egen humlehave har stået siden 2009, og gennem årene har den både leveret råvarer til hjemmebryg og kommercielle mikrobryg. Så bogen giver ikke kun inspiration til håndbryggeren, men bestemt også til mikrobryggeriet, der kan se potentialet i en lille humlemark som forlængelse af bryghuset.
Fokus på fortællingen
Håndbryggerens Bog om Humle har fokus på fortællingen: Om forfatterens rejse til tyske humledistrikter, om op- og nedture i humlehaven og plantens historiske tilknytning til ølbrygningen.
På den måde er Håndbryggerens Bog om Humle interessant og fængende læsning, og bogens diskussion af det danske klima kontra klimaet i Tyskland er ganske interessant. Men selvom der bestemt også gives mange konkret anvisninger undervejs til både placering, sorter, høst og tørring, bliver det desværre ind i mellem for anekdote-præget. Mere end én gang begiver forfatteren sig lovligt langt ud af en tangent, der giver mere underholdning end læring.
Flere faktabokse og illustrationer – blandt andet i det ellers gode afsnit om humlesygdomme og skadedyr – have løftet bogen betydeligt. Jeg kunne også godt have undværet kapitlet om mad med humle, der på mig virker lidt for kuriøst. Det samme kan i øvrigt siges om diskussionen af, hvorvidt humle har en effekt på depression.
Et godt sted at starte
Om man finder bogens fortællinger underholdende, må være op til den enkelte at vurdere. Men i mit perspektiv kunne Håndbryggerens Bog om Humle have draget stor fordel af mere af det forfatteren også er rigtig god til at levere; nemlig input til, hvad der virker i humlehaven, og hvad der kan give problemer.
Da jeg første gang så bogen, fik titlen mig til at tro, at jeg stod med en noget større kilde til viden om humledyrkning i Danmark, end tilfældet siden har vist sig at være. Men hvis du leder efter en let tilgængelig indføring i humledyrkning, der aldrig bliver tør og kedelig, og som tilmed er på dansk, er bogen helt sikkert til dig. Det er den også, hvis du – ligesom jeg – bare finder emnet spændende og altid gerne vil høre, hvad andre er kommet frem til.
Men hvis du for alvor vil i gang med humledyrkningen, skal du nok regne med at få brug for mere viden om emnet fra andre kilder. Men igen: Bogen er så afgjort værd at læse, og du lærer helt sikkert noget nyt uanset, om du allerede dyrker humle, eller du blot pønser lidt på at komme i gang.
Jeg er ikke i tvivl om, at Håndbryggerens Bog om Humle nok skal bane vejen for flere små og store humlehave derude i det danske land.

Forfatter: Karl Christian Schmidt
Udgivet: 2019
Forlag: Turbine
Antal sider: 133
ISBN 9788740652444
Håndbryggerens Bog om Humle er underholdende læsning om humledyrkning i Danmark. Den er et godt og let tilgængeligt sted at starte – på dansk ikke mindst. Men i længden kommer den desværre bare ikke så langt ned i emnet, og en højere prioritering af vejledninger og illustrationer ville have været godt.