• Post category:Gruit

Against All Hops rammer ned i den blomstrende interesse for at bruge andet end malt, gær og humle i ølbrygningen. Det handler om urter, rødder, bær og bark – og om at skabe spændende øl med smag af lokalområdet. 

Om denne anmeldelse

Fokus i denne anmeldelse er på råvaren og på, hvorvidt bogen giver hjemmebryggeren og evt. mikrobryggeriet teoretisk og praktisk viden om malt, humle, gær eller gruit. Jeg lægger vægt på, om man efter at have læst bogen kan bruge den nye viden i brygningen af øl med lokale råvarer. Forsideillustrationen er venligst stillet tilrådighed af forlaget.

Humle, malt og gær er de tre gængse ingredienser i ølbrygning. Men der findes en fjerde, kaldet gruit. Gruit er dog ikke en enkelt råvare, men betegnelsen for det at bruge blandt andet urter som bærende element i øllet.

Mulighederne er mange. De fleste kender nok porseøl, men hvad med skovmærke, lyng, røllike og vejbred? Against All Hops er både et godt sted at starte og en god kilde til ny inspiration.

Velskrevet og hands-on

Against All Hops er ikke en opslagsbog om planter og teknikker. Efter lidt introduktion om blandt andet gruit i et historisk perspektiv og forfatteren Butch Heilshorns egen interesse for gruit får vi i stedet opskrifter på 12 komplette all grain-bryg. Alle er udviklet på det amerikanske Earth Eagle Brewing, der er grundlagt af Butch selv. Og vi kommer vidt omkring: Fra urter og blade til svampe og grillede svinehoveder!

Alle opskrifter er lavet til et hjemmebryg på 20 til 25 l, og hver især sætter de fokus på en række ingredienser. På denne måde får man serveret færdige opskrifter sammen med bryggerens motivation for dem, en beskrivelse af urternes betydning for øllet, hvor de findes, hvordan de tilsættes og ikke mindst ølanmeldernes smagsnoter.

Det er dejligt hands-on, og hvad enten man vil følge opskrifterne slavisk eller blot lade sig inspirere, har bogen meget at byde på. Det er også værd at bemærke, at den er bedre skrevet end de fleste ølbøger, og forfatterens engagement i emnet er i sig selv ganske medrivende.

Det er dejligt hands-on, og hvad enten man vil følge opskrifterne slavisk eller blot lade sig inspirere, har bogen meget at byde på.

Desværre lader det ikke til, at Earth Eagle Brewings øl er tilgængelige i Europa. Så med mindre ferien går til USA, skal må ikke regne med at komme til at smage øllene, som bryggeren selv laver dem.

Også relevant i Danmark og Skandinavien

Selvom bogen er udgivet i USA, er den bestemt også relevant for os håndbryggere i Danmark og resten af Skandinavien. Så hvis du allierer dig med Google, kan du hurtigt finde de danske/ nordiske navne på de mange urter, bær og svampe, som i næsten alle tilfælde også er tilgængelige på vores breddegrader.

Man skal dog være opmærksom på, at nogle af planterne ifølge visse danske kilder kan være giftige og/ eller er sjældne i den danske natur. Der er også et par upræcise oplysninger om planternes forekomst i Europa – men det er småting. Det hele kan klares ved at dobbelttjekke tingene, inden man går i gang.

Gruit er nyt – og gammelt – nordisk

Gruit er – alene eller som supplement til humle – super interessant, hvis man vil eksperimenter med lokale råvarer i ølbrygningen. Urter har været anvendt til øl i årtusinder, og i Danmark har vi fx fundet spor af mose-pors og tranebær i Egtvedpigens mere end 3.000 år gamle bryg. Muligheden for at eksperimentere med det lokale og det nordiske passer desuden perfekt ind tanken om det nye nordiske køkken.

Så gruit er på én gang nyt og gammelt nordisk, og vil du have urter i bryggryden, er der meget godt at hente i Against All Hops.

<strong>Against All Hops</strong> Book Cover
Against All Hops Techniques and Philisophy for Creating Extraordinary Botanical Beers Udgivet: 2017 Forlag: Page Street Publishing Co.

Against All Hops er en velskrevet og hands-on guide, som både lader nybegynderen komme i gang med at bruge urter i ølbrygningen og giver ny inspiration til den mere erfarne.