Ristning af malt i bageovn

Er det muligt at riste sin egen malt i bageovnen derhjemme? Ja, helt sikkert! Er det nemt at opnå ensartede resultater hver gang? Nej, helt sikkert ikke…

I skrivende stund findes der mig bekendt ingen kommercielt tilgængelige danske specialmalte, så hvis man vil brygge mørk øl kun med danske råvarer, må man selv i gang med at riste.

Man kan fint bruge en basismalt fra fx Fuglsangs malteri til ristningen. I princippet skal den blot i bageovnen, indtil den har den rette farve og smag. Malten lægges i en bradepande eller et fad.

En almindelig ovn vil dog formentligt varme uens og upræcist, så det er nødvendigt at vende malten flittigt fra start til slut. Ellers vil der være alt for mange korn, der ikke bliver ristet tilstrækkeligt, mens andre vil blive halvvejs brændt. Det er især i sidste del af ristningen, man skal være påpasselig. På et malteri vil man i øvrigt fremstille den ristede malt i en trommel, som konstant vender den fra start til slut.

I dette tilfælde har jeg ristert et halvt kg palemalt ved 175 grader i 75 minutter. På billedet er de uristede kerner til venstre, og de færdige til højre. Som det ses, har de fået en anelse mørkere farve, mens kernen er langt mere porøs. Smagen er “morgenmadsagtig”, og malten kan anvendes som en biscuit malt eller amber malt.

Eksterne links

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *