En hjemmebygget maskine til tørring af humle

Høst og tørring af humle 2015

Så lykkedes det at komme i mål med en humlehøst i år! På trods af, at det var første sæson med mine planter, og på trods af, at juni og juli ikke ligefrem bød på imponerende mængder af varme og sol, har planterne givet humle nok til et forsøgsbryg på 20 liter – i alt 130g i tørret tilstand blev det til.

Jeg må indrømme, at efterhånden som juli skred frem, blev jeg mere og mere tilbøjelig til fuldstændigt at afskrive muligheden for at få bare en lille smule humle ud af det. Det var sådan set ikke fordi, planterne ikke ville vokse; på de dage, hvor der faktisk kom lidt sol, voksede de gerne 10cm om dagen. Men den stærke blæst ødelagde bladende næsten lige så hurtigt, som de nye kunne skyde frem, og humlerankerne blev ved med at falde af pælene. Jeg endte således med at binde dem fast til pælen for hver 30 til 50 cm.

Blad fra humle, som er blevet ødelagt af blæsevejr
Et eksempel på et humle-blad, som (igen og igen) blev ødelagt af det hyppige blæsevejr i juni og juli.

Men så kom august, og sommeren vise sig pludselig fra en side, som jeg næsten havde glemt eksisterer. Med varmens komme kom der fart på rankerne, og nogle af dem nåede snart de 4,5m, som mine højeste pæle måler. I midten af august begyndte blomsterne at komme, og med indgangen til september var der fine humlekopper på alle ranker.

Denne pludselige antydning af, at mit humleprojekt faktisk godt kunne ende godt, gjorde samtidigt, at jeg var nødt til at finde en løsning på en anden udfordring: Hvordan kunne jeg tørre humlekopperne?

Flere steder – eksempelvis i bogen, For the Love of Hops: The Practical Guide to Aroma, Bitterness and the Culture of Hops – understreges netop vigtigheden af at få tørret humlen så hurtigt og nænsomt som muligt. Jeg har tidligere tørret humle i en almindelig bageovn, hvilket ikke var nogen succes. For selvom jeg satte min ovn på laveste temperatur omkring 30 grader, viste det sig, at den varmer så ujævnt, at den lejlighedsvis godt kan nå 40-50 grader alligevel. Og selvom det er en varmluftsovn, evner den ikke at flytte fugten fra de friske humlekopper væk, så det ender med, at kopperne nærmest bliver dampet i stedet – og det bliver selvsagt kun værre, hvis ovnen slukkes for at bringe temperaturen ned. Så alt i alt er min erfaring, at en almindelig bageovn er et elendigt redskab til tørring af humle.

I stedet gik jeg efter en løsning, hvor jeg kunne tørre humlen med en jævn luftstrøm – og på baggrund af mine dårlige erfaringer med ovnen fravalgte jeg at bruge en varmekilde. På forskellige amerikanske hjemmesider kan man se eksempler på, hvordan hjemmebryggere har bygget en humletørrer ved at sætte en såkaldt ‘box fan’ – en ventilator i en firkantet ramme – ind under et tårn af trærammer, som alle har trådnet i bunden. Humlekopperne placeres på nettet, og når ventilatoren i bunden tændes, blæser den luft op gennem lagene af humle, og fugten transporteres effektivt og nænsomt væk.

Da dette på forhånd virkede som en fornuftig løsning, valgte jeg at gå om bord i produktionen af en sådan humletørrer. Men det viste sig snart, at en ‘box fan’, som i Amerika åbenbart er en helt almindelig ting at ligge inde med, er fuldstændig umulig at skaffe her i landet. Jeg endte med at finde en ret stor ventilator i Bauhaus af mærket ”Starfan”, som var relativ enkel at montere i en træramme. Efterfølgende byggede jeg en anden træramme, som jeg forsynede med trådnet i bunden. Hvis man alligevel ligger inde med en stump metal-flet af en art, er det nok oplagt at bruge dette. Så heldig var jeg desværre ikke, men det viste sig, at fluenet fra Stof og Stil er en både billig og nem løsning.

En hjemmebygget maskine til tørring af humle
Min hjemmebyggede tørremaskine til humle, som består af en ventilator, monteret i en træramme. Ovenpå sættes de øvrige trærammer med trådnet, som tillader luften at passere igennem de høstede humlekopper, når de ligger på nettet.

Høst af humlekopperne

Jeg høstede humlekopperne, da de var godt fyldte af det gule, velduftende lupulin, som indeholder alle de bitterheds- og aroma-egenskaber, som er gode for øllet. Ideelt set skal kopperne også stadig være godt spændstige ved høsttidspunktet, men skal jeg være ærlig, var mine nok begyndt at tørre lidt for meget på rankerne. Så i mit tilfælde er der bestemt plads til forbedring på dette punkt.

Efter høsten af kopperne efterlod jeg rankerne i en højde på ca. 80cm, så planterne kan opbygge kraft til næste sæson.

Tørringen af humlekopperne

Jeg lagde humlen på trådnettet i min humletørrer og startede ventilatoren. Jeg lod den køre i seks til otte timer, hvorefter jeg flyttede hele rammen indenfor ved normal stuetemperatur med god plads til luftcirkulation under rammen.

En test, hvor nogle humle-kopper bliver tørret
En test-tørring, hvor jeg prøver at tørre en håndfuld humle-kopper.

Jeg kunne naturligvis have valgt at lade ventilatoren køre, til kopperne var helt tørre – men om dette er en bedre løsning, bliver i hvert fald ikke opklaret i denne sæson. Det er naturligvis vigtigt, at ventilatoren ikke blæser for meget lupulin af kopperne, så jeg vurderede, at jeg med de seks til otte timer var på den sikre side. Da jeg stoppede ventilatoren, viste humlen tydelige tegn på, at tørringen var i fuld gang, og det er mit indtryk, at den lidt græsagtige duft, som nyplukket humle godt kan have, var forduftet.

Efter yderligere tre døgn indenfor var stilkene på kopperne så tørre, at de nemt knækkede, når man forsøgte at bukke dem. Jeg tog dette som et tegn på, at de nu var tørre nok, hvorefter jeg puttede dem i poser med portioner af ca. 40g og sugede luften ud af dem med en vakuum-pakker. Tilsidst puttede jeg dem i fryseren – klar til brygning på et senere tidspunkt.

Et nærbillede af tørrede humle-kopper
Efter lidt mere end tre døgn var humle-kopperne helt tørre: Stænglerne knækkede nemt, og det gule lupulin, som giver bitterhed og aroma, var ganske tydeligt.

Hvad kan man lære af det første år med humle?

Her i det første år med humle har jeg haft adgang til planter på vidt forskellige steder i Danmark. Da det er første år, kan jeg i sagens natur ikke sige noget om, hvor meget humle, det er muligt at få pr. plante, men der er i hvert fald flere ting, jeg har lært:

  • Det danske klima kan være ganske hårdt mod planterne, og især blæsevejr er en stor trussel.
  • At lade planterne vokse op ad en pæl er faktisk ikke en særlig god idé, da de nemt falder af i blæsevejret. Så der er jo sikkert en grund til, at de professionelle dyrkere bruger en wire – så det bruger jeg nok også til næste år…
  • Jeg har haft flere sorter – blandt andet Svenstrup Citron og Winge 9 – og vurderet ud fra dette første år, er der ganske stor forskel på høsttidspunkterne. Jeg kunne således høste de første kopper næsten en måned før de sidste, selvom planterne stod ved siden af hinanden.
  • Tørring med luftcirkulation uden opvarmning er ikke nogen dårlig løsning. Hvordan tørringen eventuelt kan effektiviseres med varme, må vise sig på et senere tidspunkt.
Humle, som er høstet, tørret og vakuum-pakket
Det færdige resultat: Tørret humle, vakuum-pakket i portioner af ca. 40 gram – klar til at blive lagt på frost til brug i en kommende brygning.

I skrivende stund har jeg endnu ikke brygget med min egen humle, så hvordan kvaliteten og bitterheden viser sig at være, vil jeg vende tilbage til i et senere indlæg med opfølgningen på humlen fra 2015. Det ligger dog fast, at humlekopperne duftede kraftigt, da de blev pakket, og de var godt fyldte med det gule lupulin.

Læs også

Del dette indlæg

Skriv et svar